Hop til sidens indhold

Job i
Frederikssund
Kommune

logo
Hjemmehjælper på cykel. Foto: Kenneth Jensen.

Ansøgningsfrist
30. sep 2026

Børnehuset Pilehuset
Baygårdsvej 6

4050 Skibby

Søg stillingen
Børn og unge

Pædagog eller pædagogisk assistent til Pilehusets vuggestue

Vil du være en del af et lille børnehus med nærvær, faglighed, natur og stærke fællesskaber?

Så er det måske dig, vi søger til Børnehuset Pilehuset i Skibby.

Vi er i vækst og får både flere børn og flere kolleger. Derfor søger vi en uddannet pædagog eller pædagogisk assistent til vores vuggestue. Stillingen er på 30-37 timer om ugen, alt efter hvad der passer dig og os bedst.

Pilehuset er et lille og nærværende børnehus med omkring 30 børn fordelt på vuggestue og børnehave. Vi er ikke større, end at børn, forældre og medarbejdere kender hinanden på tværs – og det vil vi gerne holde fast i, også når vi vokser.

Hos os skal der være plads til både høj faglighed, humor, forskellighed og de små øjeblikke i hverdagen, som gør en stor forskel for børnene.

Vuggestuelivet er noget særligt

I vores vuggestue lægger vi stor vægt på nærvær, omsorg og trygge relationer. Vi ved, at de små rutiner ikke "bare" er praktiske opgaver. Måltidet, garderoben, bleskiftet, putningen og modtagelsen om morgenen er alle vigtige pædagogiske øjeblikke.

Vi ønsker en hverdag, hvor der er tid til at være tæt på børnene, følge deres initiativer og skabe rammer, hvor de kan være nysgerrige, lege, udvikle sig og opleve sig som en værdifuld del af fællesskabet.

Naturen er en del af vores hverdag

Vi er glade for at være ude og bruger naturen aktivt sammen med børnene. Vi planter, høster, undersøger smådyr, og følger årets gang. Vi arbejder målrettet med natur og udeliv og er i gang med at søge om Grønne Spirers grønne flag.

Vi arbejder med Frederikssund Kommunes fælles faglige pejlemærker

I Pilehuset arbejder vi ud fra Frederikssund Kommunes fem fælles faglige pejlemærker

  • Læringsmiljøer – hvor børnene møder omsorgsfulde, udviklende og anerkendende rammer gennem hele dagen.
  • Børnefællesskaber – hvor alle børn skal opleve, at de hører til og har mulighed for at deltage.
  • Sammenhænge i børnenes liv – hvor et tæt og tillidsfuldt forældresamarbejde og gode overgange er en vigtig del af vores arbejde.
  • Tidlig forebyggelse og sundhed – hvor vi er nysgerrige på det enkelte barns trivsel og udvikling og reagerer tidligt, når et barn har brug for noget særligt.
  • Tillid, frisættelse og arbejdsglæde – hvor der er plads til faglig dømmekraft, ansvar og gode idéer.

Pejlemærkerne skal ikke bare stå på et stykke papir hos os. Vi ønsker, at de kan mærkes i den måde, vi er sammen med børnene, forældrene og hinanden på.

Derfor skal du vælge Pilehuset

Vi kan blandt andet tilbyde dig

  • En lille institution, hvor alle kender alle
  • God normering og fokus på tid til det pædagogiske arbejde
  • En dagtilbudsleder, der er ude af normeringen og tæt på hverdagen
  • Planlagte stuemøder og fagmøder
  • Tid til forberedelse
  • Et stærkt kollegialt fællesskab
  • Fokus på faglig udvikling og refleksion over egen praksis
  • En arbejdsplads, hvor natur og udeliv er en vigtig del af hverdagen
  • En arbejdsplads, hvor vi gerne vil have det godt med hinanden, mens vi gør det godt for børnene

Hvem er du?

Vi søger dig, der er uddannet pædagog eller pædagogisk assistent (PAU), og som har lyst til vuggestuelivet.

Vi håber, at du

  • møder børnene med varme, ro og nysgerrighed
  • ser relationen som fundamentet for dit pædagogiske arbejde
  • kan skabe trygge rammer og samtidig følge børnenes initiativer
  • har blik for både det enkelte barn og børnefællesskabet
  • er glad for natur og udeliv
  • tør bringe dine egne idéer og faglige perspektiver i spil
  • kan reflektere over din egen praksis og er nysgerrig på dine kollegers
  • bidrager til et godt arbejdsmiljø og ved, at arbejdsglæde er noget, vi skaber sammen

Har du lyst til at se, hvem vi er?

Du er meget velkommen til at komme forbi Pilehuset til en kop kaffe og en uformel snak, inden du sender din ansøgning. Vi synes, det er en god måde at mærke huset og hverdagen på – og finde ud af, om vi kunne være det rigtige match for hinanden.

For yderligere information eller aftale om besøg

kan du kontakte dagtilbudsleder Marlene Sommer på telefon 20 20 48 22.

Børnehuset Pilehuset, Skibby

Ansættelse

30-37 timer ugentligt efter aftale, og i henhold til gældende overenskomst.

Tiltrædelse

1. november 2026 eller snarest derefter.

Ansøgningsfrist

30. september 2026.

Ansættelsessamtaler

Afholdes løbende.

Tilmeld dig vores jobagent

Ønsker du at blive informeret, når der dukker jobmuligheder op i Frederikssund Kommune der passer dig?

Tilmeld dig nemt